Ja, det lyder jo rigtigt og er det ofte også. Det er ofte den måde, systemisk og narrativ terapi forstås af udenforstående. Men der er en forskel, og det kan i mine øjne forstås gennem begrebet anerkendelse.

I det negative, i begrænsningerne og i problemerne ligger nemlig ikke kun forhindringer for glæde og lykke. Til tider indeholder de også værdifuld mening for det enkelte menneske. Rettes blikket konsekvent væk fra det problemfyldte, mistes en mulighed for at opdage det fraværende, men implicitte.

Faldgruber i Positiv psykologi

Postiv psykologi er en psykologisk retning i rivende udvikling. Den har som formål at undersøge og understøtte positive følelser og karaktertræk og deres indflydelse på menneskers sundhed.

Den Positive Psykologi handler i høj grad om forståelsen af lykkebegrebet, definition af styrker og hvad der er forudsætningerne for succes, velfærd og det gode liv. Den Positive Psykologi handler dog også om at udvikle og efterprøve metoder der kan forbedre vores nydelse, engagement i det vi gør samt oplevelsen af en meningsfyldt tilværelse. (Mads Bab)

Altså et basalt fokus på det gode, sunde liv frem for på det problemfyldte og dysfunktionelle. Et sympatisk projekt, synes jeg. Det er også en grundlæggende pointe i socialkonstruktionismen (og fx i den løsningsfokuserede terapi), at sproget skaber det, som det benævner. Hvilket vil sige, at taler vi om mennesker gennem problemsprog, ser vi mennesker med problemer. Og taler vi om mennesker som ressourcefyldte, opdager vi disse ressourcer.

Men der er en faldgrube ved positiv psykologi. Nemlig at sproget, der tales er skabt på forhånd og ikke åbent for udefrakommende stemmer. Det positive ved menneskelivet er så at sige defineret på forhånd, nemlig “nydelse”, “succes, velfærd og det gode liv”.

Der er derfor en risiko for, at den positive psykolog bliver “kultur-blind” – ikke ser, at disse værdier ikke er universelle, men koblet til bestemte diskurser. Fx kan fokus på menneskelig succes og nydelse siges at være i tråd med en individualistisk værdisæt, og dette fokus kan risikere at reproducere dette værdisæt og nogle normer, som jeg i et tidligere blogindlæg har omtalt som stræben og præstation.

Anerkendende praksis respekterer både det gode og det svære

Anerkendelse indebærer til tider at se det meningsfulde i det problemfyldte. At se det positive i det negative.

Anerkendelse er således ikke positivt fokus, men snarere fokus på mennesket bag både de positive og negative oplevelser, tanker og følelser.  Anerkendelse betyder ikke: Husk nu fremskridt og de lyse sider af livet eller “tæl de lyse timer”. Nej, anerkendelse betyder: Respekt for det gode – og det svære i livet.

Eller mere præcist: Respekt, ikke kun for udvalgte foretrukne dele af livet, men for livet i al sin kompleksitet.

Tina Dickow

Til tider er vi som mennesker fanget af paradokser, som skaber problemer for os, men som vi vanskeligt kan overskue vejen ud af. Se fx eksempler på paradokser i parforhold i et tidligere blog-indlæg.

Og til tider kan de løses ved fornuftens indtog, ved at fokusere på andre mere ønskelige livsveje eller lignende strategier.

Men til andre tider er de ikke umiddelbart opløselige – fordi de giver for meget mening for os trods deres paradoksale natur og de problemer, de skaber for os En tilgang i disse tilfælde er den klassisk systemiske – nemlig at søge at bekæmpe paradokser med paradokser!

Paradoksale interventioner i systemisk terapi

Et eksempel på paradoksal intervention stammer fra oldtidens Lilleasien og er beskrevet af Plutarch.

Et vældig bizart fænomen havde på et tidspunkt bredt sig i byen Milet. Ungpiger i massevis blev grebet af en længsel efter at hænge sig, og en epidemi af selvmord hærgede byen. Forældre og venner var desperate. Ingen forsøg på at få dem til at holde op bar frugt, indtil en dag en klog mand i senatet fik en lov igennem om, at alle, som hængte sig, bagefter skulle bæres nøgne gennem byens markedsplads. Gennemførelsen af denne lov fik med øjeblikkelig virkning epidemien til at forsvinde.

Klassisk systemisk terapi benyttede sig også af paradokser til at opløse paradokser. Paradoksale interventioner er interventioner, hvor en familie bedes udføre mere af den problemadfærd, som de ønsker fjernet – “fordi denne adfærd er nødvendig for opretholdelsen af balancen i familien”. Pointen var, at denne ordinering af problemet fungerede som en art dobbelt-bind, altså som en umulig opgave. Den eneste løsning må blive at opløse det oprindelige paradoks på den ene eller den anden måde. Det fungerer altså som en slags omvendt psykologi.

Paradokser – det modsatte af det forventede

Paradoksale interventioner er af natur manipulerende og indeholder ideen om at snyde klienterne – for problemløsningens skyld.

Det kan man jo synes om, hvad man vil. Jeg selv vil nok foretrække, at manipulationen foregår i det åbne – for at snyde ikke klienterne, men problemerne. Det særlige ved paradokser som intervention er således ikke det strategiske træk, men snarere hele ideen om at vende det hele på hovedet. At gøre det modsatte af det ventede. I stedet for at undersøge problemet at undersøge løsningen. I stedet for at gøre mindre af problemadfærden, men mere eller på andre måder.

Til tider er den paradoksale tilgang måden at bryde et evigt gentaget mønster, hvor det samme tilsyneladende oplagte redskab bruges til det samme problem – med de samme udeblevne resultater.

Til tider er det bedre at gå langsomt frem, når man har travlt, og give slip, når man ønsker at holde fast.

Hvad nu, hvis det hele ikke er, som vi tror, vi ved, det er?

Hvad nu, hvis individet er en historisk konstruktion?

Hvad nu, hvis det gode, det skønne og det sande er kulturelt betinget?

Hvad nu, hvis terapi i stedet for behandling kunne være samhandling?

Hvis diagnose blev til dialog?

Hvis det, vi tager for givet, blot udtrykker et enkelt af mange perspektiver på virkeligheden?

Hvad nu, hvis modstridende virkeligheder ikke var et problem, men udtrykte en fantastisk vision om menneskelig sameksistens?

Hvad nu hvis …

Internettet indeholder massevis af tilbud om kommunikation. På fora, kommentar-bokse og på blogs af alle slags florerer kommunikationen på det lystigste – og på det groveste! Det har længe fascineret og udmattet mig at følge kommunikation af ovenstående art.

Det kan være basalt gribende for læseren, men ofte også destruktivt for ethvert ønske om at nå frem til noget som helst konstruktivt eller nyt. Kommunikationen sidder pludselig fast og fortsætter af samme spor – uden anden udvikling, end at grøfterne graves dybere. Som vidne til det sidder jeg ofte med en fobløffelse over, hvor uciviliseret og uden netikette folk kan gå til hinanden i disse nye medier.

Hvad er det, der sker?

Kommunikation og lytning

Til tider forbliver kommunikationen ikke på dette simple plan, men bevæger sig på et metaplan – med en total afvisning af kommunikationen. Mens den absurd nok fortsætter ufortrødent.

• Nu gider jeg simpelthen ikke bruge mere tid på en ligegyldig diskussion med dig. Du er så stor en skumbanan, at det alligevel ikke fører til noget.
• Jeg siger bare tingene, som de er, og du har som den båtnakke du er, endnu ikke argumenteret overbevisende for dine synspunkter.
• Måske fordi mine guldkorn er spildte på skumbananer. Alle andre fatter det efterhånden!

Og så fortsætter kampen ellers!

Lad mig komme med en vinkel på, hvad der sker – og ikke sker her.

Det tydelige i disse tilfælde er, at der godt nok er tale om kommunikation, men ikke dialog. I hvert fald højest det, som Jaakko Seikkula kalder monologisk dialog. Dialog forudsætter lytning, og lytning forudsætter, at de ord, der bliver sagt bliver opfattet som meningsfulde i sit eget meningsunivers, og at lytteren har en vis nysgerrighed efter at forstå det, der bliver kommunikeret.

Kommunikation og anerkendelse

Begge parter i min tænkte internet-kommunikation ser ud til at være fanget, ikke bare i en meningsløs kamp om at få ret. De er også fanget i en gammeldags forståelse af kommunikation: Hvis bare jeg argumenterer overbevisende nok, ender den anden med at give mig ret i min ubetvivlelige holdning. Og hvis han ikke giver mig ret gennem fornuft, kan jeg i det mindste udstille hans tåbelighed (altså at han ikke bare giver mig ret).

Dialogisk kommunikation indebærer anerkendelse. Anerkendelse af den, man kommunikerer med. Anerkendelse af den andens standpunkt. Ikke enighed eller endda respekt for standpunktet, men en forståelse og respekt for den andens bevæggrunde og intentioner med standpunktet.

Som beskrevet tidligere: Anerkendende kommunikation indebærer ligeværdighed, og det indebærer, at den, man kommunikeres bliver taget alvorligt som samtalepartner, og ikke som en, hvis synspunkter det ikke er værd at beskæftige sig med.

Men anerkendende kommunikation indebærer en risiko, som mange ikke er villige til at løbe: Jeg kunne risikere selv at ændre mening.

Et barn sidder og tegner. Den voksne ser det og siger: “Hvor ser det sjovt ud! Hvad tegner du?”

Så enkelt kan en forskel på ros og anerkendelse anskueliggøres. Firkantet sagt kan ros godt være anerkendende, men det kan også være det modsatte. Først og fremmest er ros en bedømmelse. En positiv bedømmelse, javist, men stadigvæk en bedømmelse.

Men hvad nu, hvis den voksne faktisk ikke syntes, at tegningen var flot? Og hvad nu, hvis barnet egentlig ikke tegnede med flothed eller dygtighed som fokus – men fordi det kan lide at tegne?

Anerkendelse er andet og mere end ros

Bedømmelser hænger sammen med præstation, og derfor er rosen afhængig af, at bedømmeren rent faktisk synes godt om det, han eller hun ser, eller er god til at lade som om.

I en narrativ forståelse skaber vi alle mening gennem de narrativer, de menings-fortællinger, som er til rådighed i den kultur vi indgår i. I denne sammenhæng betyder det, at vi påvirkes af de dominerende fortællinger og ofte overtager dem som vores egne, mens mere marginale fortællinger forsvinder ud i periferien. Det vil sige, at vi alle påvirkes af og overtager visse normer, værdier og drømme, som lever i de sociale sammenhænge, vi færdes i.

Vi lever i dag i en kultur præget af værdier som individualisme og noget-for-noget og effektmåling. Vi indgår i arbejdsliv og uddannelsesliv, som er præget af normer om præstation, dygtighed og vurdering. Bliv en succes på dit job, maksimér udbyttet af dit arbejde, du kan hvad du vil med den rette indstilling.

Det falder os derfor ofte let at falde ind i bedømmerens rolle. Bedømmeren vurderer, og hvis han er hård, er vurderingen ubarmhjertig. Hvis han fx er optaget af positiv psykologi, så vil han måske lede lidt mere efter noget at rose, således at det positive understreges og understøttes.

Og det lyder jo sympatisk – at fokusere på det positive og støtte og rose og fremme ressourcer frem for begrænsninger. Men det er stadig en del af bedømmelses-kulturen.

Sympatisk, ja…

Men det er ikke anerkendelse!

Anerkendelse er ligeværdighed

Anerkendelse befinder sig ikke i bedømmer-kulturen. Anerkendelse er ikke fokuseret på stræben og præstation. Anerkendelse er ikke baseret på at se efter, hvor godt folk klarer sig i forhold til deres mål. Nej, det drejer sig snarere om at interessere sig for folks intentioner, deres værdier, det de står for og brænder for.

Anerkendelse kan sådan set godt være rettet imod stræben, men ikke for at måle hvor godt denne stræben lykkes, men for at blive klogere på den andens projekter og interesser i livet. Blive klogere på, hvad den anden har gang i – med sig selv, med sin omverden.

Anerkendelse handler om ligeværdighed. Det handler om at stille sig selv ved siden af den anden og forsøge at se den anden.

At være del af en præstationskultur kan give stress.

At være del af en anerkendende kultur kan give selvværd.

Hvad kan grupper? Hvad kan  supervisionsgrupper anderledes end individuel supervision?

Jo, de kan give muligheden for ikke blot at have en supervisand-supervisor-relation, men en supervisand-supervisor-supervisand-relation. Lidt mindre kryptisk kan det betyde ikke kun samtale med en autoritet, men også med jævnbyrdige (som jeg har defineret det i artiklen Reflekterende gruppeterapi).

Den enkelte kan fortsat søge nye perspektiver på og refleksioner over dilemmaer og problemstillinger, men nu med ekstra stemmer til stede i supervisions-rummet. En gruppe er mere end summen af de enkelte deltagere, og de ekstra stemmer fører til tider dialogen uventede steder hen.

Grupper og systemisk supervision

I systemisk tænkning forstås mennesket som et relationelt væsen. Det betyder, at vi ikke blot søger sociale fællesskaber, men at alt, hvad vi gør, føler og tænker, udspringer af sociale fællesskaber.

I gruppesupervision arbejdes specifikt med relationer og fællesskab, og selve det at have en gruppe til sin hjælp kan have forskellige implikationer. Her vil jeg se på en enkelt:

En gruppe befinder sig i spændingsfeltet mellem det trygge og det ukendte. To modeller kan udskilles ift. supervision i gruppe – den ene bringer det ukendte ind i det trygge, den anden bringer det trygge ind i det ukendte:

Personalesupervision – trygge relationer på ukendte stier

Jeg superviserer personalegrupper både på arbejdspladsen og i min praksis. Deltagerne i supervisionen kender hinanden på forhånd og har måske også de samme jobfunktioner. Det giver en umiddelbar tryghed.

Går supervisionen godt, tilbyder den dog en vis udfordring af denne tryghed. Gennem fx reflekterende team eller bevidnende team inviteres deltagerne til at indtage nye positioner over deres kolleger og deres dilemmaer. Det ukendte inviteres ind i det kendte rum.

Supervisionsgrupper med ukendte deltagere i trygge rammer

Nogle supervisionsgrupper består af mennesker, som i udgangspunktet er fremmede for hinanden. Deltagerne i supervisionen træder ind i et ukendt rum. Her bliver supervisionens opgave på nogle måder den omvendte af ovenfor.

Supervisionen skaber trygge rammer om det ukendte, fx gennem kontekstafklaringer, fast struktur, en rar og let stemning og gennem en tryghed i at personlige problemstillinger behandles med fortrolighed og nysgerrig respekt. Det trygge inviteres ind i det ukendte rum.

NB: Efter sommerferien opstarter jeg en supervisionsgruppe – primært for psykologer på vej mod autorisation. Er du interesseret, så kontakt mig gerne på jm@jacobmosgaard.dk eller 51 64 14 99.

Når de endelig er i fokus, er det andre, der udtaler sig om dem. Det er os, de professionelle, de privilegerede, som udtaler os om dem, eller mere overordnet om misbrug og samfundets ansvar og den slags.

At det næsten aldrig er de marginaliserede selv, der taler – er efter min opfattelse et demokratisk problem! Store grupper i samfundet kommer ikke til orde.

Hvordan bliver de marginaliseredes stemmer understøttet? Og hvordan bliver de hørt?

Marginaliserede stemmer høres ikke

Rune Lykkeberg beskriver forskellen mellem os privilegerede og ”de andre” på denne måde i dagbladet Information:

Der er flere hundrede tusinder på psykofarmaka og 800.000 i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet i et samfund, hvor identiteten bestemmes socialt af jobbet. De er ikke til at få øje på som samlet flok for diagnoser, særlige paragrafer og kommunale bestemmelser. Langt de fleste kommer aldrig til orde, men det skyldes ikke en principiel paragraf. Det skyldes demokratisk ulighed.

Folk med misbrug tilhører som sagt den store gruppe af marginaliserede her i samfundet. Og som andre marginaliserede skyldes det ofte en blanding af sociale strukturer og personligt ansvar. Men uanset baggrunden er det ikke de mennesker i Danmark, der råber højest.

For det første har de ofte ikke overskuddet til at kæmpe deres egen sag og dermed heller ikke til at få deres stemme hørt. Dette hænger også sammen med den iboende stigmatisering, som ofte følger med misbrug, diagnoser osv. Dette har jeg beskrevet i et par andre blogindlæg om misbrug, identitet og anerkendelse.

De professionelles ansvar for marginaliserede stemmer

For det andet taler de i de fleste tilfælde ikke pænt middelklassesprog – med andre ord: De taler ikke et medie-egnet sprog. Og det viser sig, at det rette sprog er afgørende for kommunikationen i og med de rette kontekster.

Her kommer vi som professionelle på banen. Vi kan som behandlere, bostøtter eller andre former for hjælpere gribe muligheden for at give en hånd for synligheden. En hånd for demokratisk lighed. Vi kan være en slags bindeled. Vi kan give de marginaliserede en stemme i offentligheden og i deres nære eller fjernere relationer.

Ikke ved at tale for dem. Nej, ved at lade dem tale igennem os.

…

Forestil dig en verden, hvor relationen, ikke individet, er den mindste menneskelige enhed

En verden, hvor enhver gør sit bedste ud fra sine præmisser

Hvor paradokser er en selvfølgelighed,

ikke-kommunikation en umulighed

og mellemmenneskelig ansvarlighed derfor en nødvendighed

En verden, hvor mine handlinger rent faktisk påvirker andre mennesker

…

Forestil dig en verden, hvor økologi ikke blot er et ord i tiden,

men udtrykker vores alles naturlige forbundethed med hinanden

En verden, som af denne grund forandrer sig

med vores tilstedeværelse i den

…

Så begynder et billede at tegne sig

Alt var meget bedre i gamle dage – også barndommen.

En typisk anke i dag er den omvendte af citatet ovenfor – at børn har for lidt tant og fjas. Tværtimod presses børn unødigt af øgede krav om at træffe vigtige beslutninger om livet meget tidligt. Hvad skal du være, kom hurtigere igennem og ud på arbejdsmarkedet. Fokusér, dygtiggør, effektivisér!

De presses desuden af kravene om at være på. Det er for det første i risikozonen for stress at være nødt til at sende 1000 sms’er om dagen, mens man kommunikerer på Messenger, Facebook, diverse fora og mere. For det andet går man glip af alt det, der er at lære om livet og sig selv ved ikke at være i ro og alene med sig selv og sine tanker uden at behøve at meddele dem til nogen imens.

Barndommen er ikke, hvad den har været …

Børns levevilkår var bedre i gamle dage.

I modsætning til i dag ses børns liv som stabilt og overskueligt, og med den naturlige følgen i forældrenes fodspor erhvervsmæssigt havde livet også fra begyndelsen en indbygget meningsfyldthed. Man levede i nære og solidariske landsbyfællesskaber og med en stærk slægtsbinding. Der blev sat faste og naturlige grænser for børn og deres liv. Der var mere ro på.

… og det har den aldrig været!

Denne stereotypi er ganske enkelt for simpel.

Børn har reelt i langt størstedelen af menneskets historie og for langt de flestes vedkommende haft elendige og utrygge liv, og overskueligheden, meningsfyldtheden og solidariteten dækker i virkeligheden over en ren nødvendighed. Forholdene har med andre ord været helt samfundsmæssigt betingede, og de med vore dages øjne prisværdige egenskaber har været nødvendige forsvarsmetoder imod sult og død.

Alting var ikke bedre i gamle dage. Men alting var heller ikke værre i gamle dage. Ingen af de to synspunkter giver nemlig i virkeligheden mening, hvis forholdene i dag skal vurderes. Det må være væsentligt at fastholde, at nutidens børn møder anderledes betingelser end tidligere tiders børn. Børn står således i dag i kvalitativt forskellige samfundsomstændigheder, og vurderinger af nutidens børn bør foretages i dette lys.

Efter min opfattelse er problemet for nutidens børnesyn for eksempel ikke, at visse ideelle levevilkår er forandret til det værre. Problemet er snarere, at det generelle barnesyn er præget af teorier, der stammer fra andre tider og således rummer forståelser af børn, som ville passe under helt andre samfundsmæssige omstændigheder med helt andre samfundsmæssige betingelser, muligheder og nødvendigheder for børn.

Barndom og sociale medier

Men hvad så med børn og unges storforbrug af de stadig flere kommunikationsformer, fx de sociale medier såsom Facebook?

Tja – adspredelse er jo altid sjovere end lektier. Men derudover er der sket det, at: Muligheden er der! Vi kan faktisk være sociale hele tiden, selv når vi ikke er sammen. Hvorfor er de unge så mere “på” det her end os ældre? Jeg tror, det hænger sammen med:

1) Det er mere naturligt for børn og unge – internet, mobiltelefon osv. har været der hele deres liv. De er kompetente kommunikatorer.

2) Psykologisk set sker der det i ungdommen, at man bevæger sig fra at ens forældre er de vigtigste personer i livet til, at ens jævnaldrende bliver de vigtigste. Det er ganske enkelt utroligt vigtigt at kunne være sammen med, og at kunne orientere sig i forhold til sine kammerater og til andre unge. Det er vigtigt at være med, for ellers er med udenfor.

Måske skal vi ikke være så bekymrede over noget, som bare er en ny måde at være sammen på. Måske skal vi bare være opmærksom på kun at gøre alt dette, så længe det er uproblematisk for os.

Og huske at være sammen med vores venner ordentligt og dybt, og ikke kun samvær, hvor den ene sms’er med en anden, mens den anden chatter med en tredje.

Socialkonstruktionismen indeholder en række dilemmaer eller paradokser, og dette er et af dem.

Verden kan ikke opleves direkte. Når vi ikke kan erkende virkeligheden direkte, kan vi heller ikke udtale os autoritativt om den store sandhed med stort S. Socialkonstruktionismens projekt eller det postmoderne projekt kan siges at være at vise, at Sandheden er til forhandling, at de store fortællinger er døde, at virkeligheden er konstrueret. Socialkonstruktionismen er en skeptisk position, også over for den store videnskabelige fortællings enerådende autoritet.

Da Nietzsche erklærede Gud for død, talte han oplysningstidens sprog. Fokus var på videnskab frem for religion, på viden frem for tro.

Men hvor flytter autoriteten sig hen, når den ikke længere tilhører det rationelle ræsonnement? Jeg ved det ikke, men tænker, at den på en måde flyttes til en slags enkeltindividets følelser og holdninger. Alle holdninger bør respekteres – og følges. Selv de irrationelle – for rationaliteten er jo ikke længere troværdig.

Fra frygt for “massen” til leflen for “folket” – sociale konstruktioner af befolkningen

Det betyder, tror jeg, at hvor man i gamle dage med frygt talte om massehysteri, fordi massen fjernede det rationelle fra de beslutninger, der blev truffet, taler man i dag med noget større ærefrygt om ”at lytte til befolkningens bekymring”.

En politiker kan på sin hjemmeside og i medierne udtrykke de mest uhyrlige holdninger til mennesker med anderledes religiøs baggrund – og ingen partier udtrykker andet end høflig forargelse over holdningerne – de udtrykker nemlig noget, som ”befolkningen” er bekymret for. Kontroversielle udtalelser får ikke de store konsekvenser – med mindre de går imod folkestemningen. I sådanne tilfælde skiftes blot den konstruerede virkelighed ud fra dag til dag. En minister tager fx uforbeholdent afstand fra almindelige liberalistiske ideer om ulighedens velsignelser, som hun dagen før var den varmeste fortaler for. Partierne forsøger at aflæse befolkningens bekymring før de udtaler sig, hvilket medfører paradokser såsom, at Venstre går ind for velfærdsstat, at Socialdemokraterne i værdipolitiske sager er højreorienterede, at Dansk Folkeparti er et midterparti.

Paradokser i social konstruktion

Hvad stiller en overbevist socialkonstruktionist op med denne slags tilsyneladende negative konsekvenser af sin egen teori? Hvordan forholde sig til disse dilemmaer eller paradokser:

- Hvordan give plads til marginaliserede stemmer, og samtidig forhindre, at disse er destruktive?

- Hvordan undgå at blive fortaler for irrationalitet?

- Hvordan undgå, at socialkonstruktionisme fører til populistisk sofisteri?

Jeg inviterer til deltagelse i diskussionen af disse spørgsmål. Skriv meget gerne en kommentar nedenfor!