Supervision i gruppe – tryghed og det endnu ukendte

Supervision – et rum for refleksion.
Supervision – et rum for metaperspektivet.
Supervision i gruppe – et rum for lidt flere refleksioner og lidt flere perspektiver.

Hvad kan grupper? Hvad kan  supervisionsgrupper anderledes end individuel supervision?

Jo, de kan give muligheden for ikke blot at have en supervisand-supervisor-relation, men en supervisand-supervisor-supervisand-relation. Lidt mindre kryptisk kan det betyde ikke kun samtale med en autoritet, men også med jævnbyrdige (som jeg har defineret det i artiklen Reflekterende gruppeterapi).

Den enkelte kan fortsat søge nye perspektiver på og refleksioner over dilemmaer og problemstillinger, men nu med ekstra stemmer til stede i supervisions-rummet. En gruppe er mere end summen af de enkelte deltagere, og de ekstra stemmer fører til tider dialogen uventede steder hen.

Læs hele denne tekst »

Se dit job fra tårnets top – gennem supervision

Jeg elsker indflyvningen til lufthavne. Jeg elsker oplevelsen af at se landet ovenfra, at se marker som kantede mønstre, veje som streger med små legetøjsbiler på. Fornemmelsen af at se en ny by i overblik, eller at se en kendt by fra et ellers ukendt perspektiv. Verden bliver på én gang større og mindre. Danmark bliver pludselig eksotisk.

Samme oplevelse af nye perspektiver, af det eksotiske i det velkendte, kan vi nogle gange få ved at se på os selv ovenfra.

Hverdagens rutiner og vaner beder ikke om det af sig selv, de er tit ikke de største tilhængere – så det kræver en indsats af en slags. Nogle går i terapi, andre giver sig på andre måder tid til med mellemrum at indtage et helikopterperspektiv på deres liv. Og selve blikket ovenfra er ofte det, der får os til at kunne se hidtil usete mønstre, og hidtil usete muligheder for forandring.

Læs hele denne tekst »

Supervision – fordi jeg fortjener det!

Scene 1 – manglende supervision:
En pædagog i en børnehave støder på et svært dilemma i arbejdet med et bestemt barn på sin stue. Hun har brug for at vende det med nogen. Hun kan vælge enten at snakke med en god ven eller prøve at fange en kollega i nogle minutter i en kaffepause. Hun ønsker en mere faglig snak og under mere formaliserede rammer, så hun vælger en tredje mulighed: Hun laver en aftale med sin leder og mødes og drøfter dilemmaet med hende. Hun føler sig hjulpet – delvis. På den ene side omhandler dilemmaet nemlig en uenighed med den pædagogik, som lederen står for, og for det andet er hun bekymret for, at lederen skal synes, hun er mindre kompetent til sit job, når hun afslører sine tvivl over for hende.

Scene 2 – misforstået supervision:
En læge på en psykiatrisk afdeling oplever tvivl om vejen frem i et behandlingsforløb med en patient. Hun ønsker at få nogle nye ideer eller vinkler i sit arbejde med denne patient og tager problemstillingen op i den 1½ times supervisionstid, der er afsat til kollegial supervision hver anden uge. Reelt mødes de dog kun cirka en gang om måneden, da andre opgaver kommer i vejen og prioriteres over supervisionen. Supervisionstiden består typisk i, at man fremlægger en sag, og de andre og især overlægen derefter kommer med gode råd eller anvisninger til, hvad man skal gøre nu. Lægen føler ofte bagefter en ikke helt tydelig blanding af mindreværd og frustration, for hun oplever sig ikke klogere på sagen, men sidder tværtimod med en fornemmelse af, at de andre er bedre til dette job, end hun er.

Læs hele denne tekst »