Systemisk – hvorfor?

Hvordan ser en systemisk verden ud?

…

Forestil dig en verden, hvor relationen, ikke individet, er den mindste menneskelige enhed

En verden, hvor enhver gør sit bedste ud fra sine præmisser

Hvor paradokser er en selvfølgelighed,

ikke-kommunikation en umulighed

og mellemmenneskelig ansvarlighed derfor en nødvendighed

En verden, hvor mine handlinger rent faktisk påvirker andre mennesker

…

Forestil dig en verden, hvor økologi ikke blot er et ord i tiden,

men udtrykker vores alles naturlige forbundethed med hinanden

En verden, som af denne grund forandrer sig

med vores tilstedeværelse i den

…

Så begynder et billede at tegne sig

Dilemmaer ved social konstruktion – Sandheden og Folkets stemme

Fører socialkonstruktionisme til populisme og meningsmålings-demokrati?

Socialkonstruktionismen indeholder en række dilemmaer eller paradokser, og dette er et af dem.

Verden kan ikke opleves direkte. Når vi ikke kan erkende virkeligheden direkte, kan vi heller ikke udtale os autoritativt om den store sandhed med stort S. Socialkonstruktionismens projekt eller det postmoderne projekt kan siges at være at vise, at Sandheden er til forhandling, at de store fortællinger er døde, at virkeligheden er konstrueret. Socialkonstruktionismen er en skeptisk position, også over for den store videnskabelige fortællings enerådende autoritet.

Da Nietzsche erklærede Gud for død, talte han oplysningstidens sprog. Fokus var på videnskab frem for religion, på viden frem for tro.

Men hvor flytter autoriteten sig hen, når den ikke længere tilhører det rationelle ræsonnement? Jeg ved det ikke, men tænker, at den på en måde flyttes til en slags enkeltindividets følelser og holdninger. Alle holdninger bør respekteres – og følges. Selv de irrationelle – for rationaliteten er jo ikke længere troværdig.

Læs hele denne tekst »

Det økonomiske menneskes død?

Finanskrisen har haft mange ofre: Virksomheder, små og store, er gået ned, folk er blevet fyret i massevis, og ændringen i verdens magtfordeling skubbet lidt til.

Et offer, som der også har været talt om, er selve forestillingen om kapitalismen og om liberalismen som en uundgåelig og uundværlig del af et velfungerende samfund. Bankernes og børsernes grådighed har stillet spørgsmålstegn ved, hvor automatisk positiv kapitalismen er, og deres krak har stillet spørgsmålstegn ved selve fundamentet. Nemlig ideen om, at økonomien kan overskues og kontrolleres og kun kan bevæge sig i én retning, og det er opad og fremad.

Og ikke blot ideologien er ramt, men vi mennesker. Vores selvforståelse, rettere. Og her kommer det rigtigt psykologisk, socialkonstruktionistisk interessante på banen: Vi har nemlig ikke blot ideologier, som vi så udskifter ved passende lejligheder, når de ikke længere gør os godt. Nej, vi lever vores ideologier, vi er vores ideologier. Og denne ideologi har vi end ikke opdaget, at vi besad.

Læs hele denne tekst »