-
Paradokser kan bekæmpes med paradokser
18. august 2010 Ingen kommentarerSometimes
The fastest way to get there is to go slow
And sometimes
If you wanna hold on you got to let goTil tider er vi som mennesker fanget af paradokser, som skaber problemer for os, men som vi vanskeligt kan overskue vejen ud af. Se fx eksempler på paradokser i parforhold i et tidligere blog-indlæg.
Og til tider kan de løses ved fornuftens indtog, ved at fokusere på andre mere ønskelige livsveje eller lignende strategier.
Men til andre tider er de ikke umiddelbart opløselige – fordi de giver for meget mening for os trods deres paradoksale natur og de problemer, de skaber for os En tilgang i disse tilfælde er den klassisk systemiske – nemlig at søge at bekæmpe paradokser med paradokser!
-
Systemisk – hvorfor?
4. juni 2010 Ingen kommentarerHvordan ser en systemisk verden ud?
…
Forestil dig en verden, hvor relationen, ikke individet, er den mindste menneskelige enhed
En verden, hvor enhver gør sit bedste ud fra sine præmisser
Hvor paradokser er en selvfølgelighed,
ikke-kommunikation en umulighed
og mellemmenneskelig ansvarlighed derfor en nødvendighed
En verden, hvor mine handlinger rent faktisk påvirker andre mennesker
…
Forestil dig en verden, hvor økologi ikke blot er et ord i tiden,
men udtrykker vores alles naturlige forbundethed med hinanden
En verden, som af denne grund forandrer sig
med vores tilstedeværelse i den
…
Så begynder et billede at tegne sig
-
Dilemmaer ved social konstruktion – Sandheden og Folkets stemme
17. maj 2010 Ingen kommentarerFører socialkonstruktionisme til populisme og meningsmålings-demokrati?
Socialkonstruktionismen indeholder en række dilemmaer eller paradokser, og dette er et af dem.
Verden kan ikke opleves direkte. Når vi ikke kan erkende virkeligheden direkte, kan vi heller ikke udtale os autoritativt om den store sandhed med stort S. Socialkonstruktionismens projekt eller det postmoderne projekt kan siges at være at vise, at Sandheden er til forhandling, at de store fortællinger er døde, at virkeligheden er konstrueret. Socialkonstruktionismen er en skeptisk position, også over for den store videnskabelige fortællings enerådende autoritet.
Da Nietzsche erklærede Gud for død, talte han oplysningstidens sprog. Fokus var på videnskab frem for religion, på viden frem for tro.
Men hvor flytter autoriteten sig hen, når den ikke længere tilhører det rationelle ræsonnement? Jeg ved det ikke, men tænker, at den på en måde flyttes til en slags enkeltindividets følelser og holdninger. Alle holdninger bør respekteres – og følges. Selv de irrationelle – for rationaliteten er jo ikke længere troværdig.
-
Skal børn have grænser?
24. april 2010 1 kommentarMange forældre, som jeg taler med som psykolog i København, er optaget af vanskeligheder med børneopdragelse. Vanskeligheder med grænser.
Der opstår en slags paradoks, som vel hænger sammen med idealet om den demokratiske familie. Det er helt forståelige problemer, for de udtrykker dilemmaet mellem at ville inddrage børn i udformningen af deres eget liv på den ene side, og på den anden side ansvaret som forældre for at hjælpe på den rette vej.
Paradokset, som opstår, er at der forhandles forskellige aktiviteter eller andet med børnene, sådan at de kan være med i at bestemme over deres eget liv. På et tidspunkt vil børnene bestemme noget, som ikke er muligt, eller som forældrene ikke synes om. Det hele kan til tider ende med en konflikt eller et meget kraftigt ”Nej”.
-
Den ikke-vidende ekspert – og andre paradokser i psykoterapi
24. marts 2010 Ingen kommentarer”Det eneste, jeg ved, er at jeg ingenting ved”
- Sokrates
Inden for nyere systemisk terapi opereres med begrebet ”ikke-viden”. Terapeuten definerer sig som ikke-ekspert og ved ikke, hvad der er bedst for klienten. Det er en idé inspireret af socialkonstruktionismen – altså af en teoretisk position, som forstår mening som relationelt og kulturelt funderet, hvilket betyder, at vi som terapeuter ikke kan byde på andre sandheder end vores egne, og at vores ekspertudsagn måske, måske ikke passer på klienternes situation.
Det må da siges at være et paradoks, da klienten jo netop opsøger terapeuten for at få hjælp, fordi han eller hun kan noget andet end en kompetent ven, eller noget andet, end de selv har kunnet.
-
Parforhold, Paradokser og Parterapi
4. marts 2010 2 kommentarerLivet er fuldt af paradokser. Paradokser gør livet interessant, de gør livet mindre enkelt og ligefremt. De komplicerer ting på den mest forunderlige måde.
Et paradoks indebærer en bestemt sandhed samtidig med dets modsætning. Paradokser er kittet i humor, humor af en særlig slags, i hvert fald. Det uventede, det der ikke umiddelbart hænger sammen eller modsiger sig selv. Den slags humor, som Monty Python eller Groucho Marx mestrede.
Også parforhold er fyldt med paradokser. Nogle af dem er konstruktive for parforholdet og forhindrer problemer, mens andre skaber dem. De konstruktive? Jo, det er dem, der i et parforhold får os til at se igennem fingre med det, som ellers ville bryde vores ubrydelige principper.
De sidste er oftest dem, der bringer par på kollisionskurs. Det er ofte en type paradokser, som kan lede folk til voldsomme konfronationer, til skilsmisse eller måske ligefrem til parterapi.
Seneste kommentarer