Evig kærlighed og den eneste ene

Tror du på den eneste ene?

Forleden blev jeg interviewet til en gratisavis i forbindelse med Valentinsdag om danskernes forhold til “den eneste ene”. Det fik mig til at overveje sagen nærmere: Hvordan kan det være, at godt fyrre procent i en undersøgelse angiver, at de tror på den eneste ene, på trods af de fleste menneskers personlige kendskab til kærlighed, som ikke holder: brudte parforhold, skilsmisser osv.

En gratisavis er en gratisavis. Den lægger ikke ligefrem op til lange og komplicerede refleksioner, så mange af de tanker, jeg talte om i min inspirerede sindstilstand, kom naturligvis ikke med i avisen. Så her vil jeg benytte muligheden for at bruge lidt flere ord. I korte træk drejer det sig om en opdeling i tre tilgange til kærlighed og den eneste ene. Kærlighedens tre ansigter i nutidens vestlige verden.

Inspireret af Kenneth Gergens bog “Det mættede selv” tænker jeg, at vi mennesker løbende og fleksibelt manøvrerer i forskellige selver. Især ser jeg tre forskellige måder at forstå mennesket – og dermed tre forskellige måder at forstå og agere i kærlighed. Man kunne kalde dem: Romantisk kærlighed, rationel kærlighed og postmoderne kærlighed.

Romantisk kærlighed

Det romantiske menneske tror på den eneste ene, og for ham eller hende er den eneste ene en slags naturlig følge af en forestilling om evig kærlighed. Den romantiske tror på de evige, dybe og sande bånd imellem mennesker. Vi er i kontakt med noget forudbestemt, noget stærkt og ikke mindst noget følelsesmæssigt. I det hele taget er den romantiske optaget af følelser, af lidenskaber. Man tror på det ægte.

Rationel kærlighed

Det rationelle menneske tror på videnskaben, på fornuftens sejr over ufornuften. Den rationelle mener, at den eneste ene er noget vrøvl. Kærlighed kan for den mest radikale rationelle beskrives og forstås som hormoner, kemi og på en blanding af fysisk tiltrækning mellem to køn og yngelpleje-instinkt. Ideen om evig kærlighed kan måske anses for en nyttig idé for artens overlevelse. Følelser ses som irrationelle, men muligvis som noget, der alligevel har en rationel funktion. Man tror på det sande.

Postmoderne kærlighed – den eneste ene som social konstruktion

Meget få af os er i dag fuldt overviste romantikere eller rationalister. De færreste tænker, at der findes en forudbestemt eneste ene derude et sted for os, men for de fleste vil også den rationelle forståelse af kærlighed være for flad til en beskrivelse af de stærke følelser, vi selv har oplevet en eller flere gange.

I mine øjne betyder det, at i forhold til kærligheden er de fleste af os postmodernister. Det vil sige, at vi opfatter den rationelle og den romantiske opfattelse af kærlighed som sociale konstruktioner. De er måder at anskue verden, at anskue mennesket – og i dette tilfælde måder at anskue kærlighed. Vi kan derfor vælge at træde ind og ud af disse sociale konstruktioner, vi kan iklæde os dem som forskellige frakker.

At vi har flere frakker gør jo ikke den enkelte frakke mindre beskyttende imod kulden, regn og vind. Men vi er klar over, at de er frakker, og ikke dele af os selv, og at der findes mange modeller. På samme måde bliver lidenskaberne ikke mindre ægtefølte, og tankerne ikke mindre overbevisende for os, selv om vi har valgt at befinde os i dem. Vi er bare bevidste om, at de er sociale konstruktioner og ikke ægte eller sande beskrivelser af fx kærlighed. Det er mening, vi har skabt, ikke mening, som er skabt til os.

Hvad så med evig kærlighed? Hvorfor svarede så mange, at de tror på den eneste ene? Jeg tror, at mange af de adspurgte ville have nuanceret deres svar, hvis de kunne. Måske er den eneste ene den kærlighed, man har valgt skal være den eneste ene. Måske er den eneste ene en person, som har været med til at give livet mere mening.

Mange ting og mange mennesker kan give livet mening for os. Der findes mange derude, som kan ende med at blive den eneste ene.