Social konstruktion – hvorfor?

Hvad nu, hvis alting ikke er, som vi tror?

Hvad nu, hvis det hele ikke er, som vi tror, vi ved, det er?

Hvad nu, hvis individet er en historisk konstruktion?

Hvad nu, hvis det gode, det skønne og det sande er kulturelt betinget?

Hvad nu, hvis terapi i stedet for behandling kunne være samhandling?

Hvis diagnose blev til dialog?

Hvis det, vi tager for givet, blot udtrykker et enkelt af mange perspektiver på virkeligheden?

Hvad nu, hvis modstridende virkeligheder ikke var et problem, men udtrykte en fantastisk vision om menneskelig sameksistens?

Hvad nu hvis …

Dilemmaer ved social konstruktion – Sandheden og Folkets stemme

Fører socialkonstruktionisme til populisme og meningsmålings-demokrati?

Socialkonstruktionismen indeholder en række dilemmaer eller paradokser, og dette er et af dem.

Verden kan ikke opleves direkte. Når vi ikke kan erkende virkeligheden direkte, kan vi heller ikke udtale os autoritativt om den store sandhed med stort S. Socialkonstruktionismens projekt eller det postmoderne projekt kan siges at være at vise, at Sandheden er til forhandling, at de store fortællinger er døde, at virkeligheden er konstrueret. Socialkonstruktionismen er en skeptisk position, også over for den store videnskabelige fortællings enerådende autoritet.

Da Nietzsche erklærede Gud for død, talte han oplysningstidens sprog. Fokus var på videnskab frem for religion, på viden frem for tro.

Men hvor flytter autoriteten sig hen, når den ikke længere tilhører det rationelle ræsonnement? Jeg ved det ikke, men tænker, at den på en måde flyttes til en slags enkeltindividets følelser og holdninger. Alle holdninger bør respekteres – og følges. Selv de irrationelle – for rationaliteten er jo ikke længere troværdig.

Læs hele denne tekst »