Når hvid bliver til sort – om nul-tolerance

Hvor går tolerancens grænse? Sådan lød en reklametekst i forbindelse med en kampagne om “de fremmede” for 16 år siden i Ekstra Bladet, og i tilbageblik skabte den præcedens for en helt ny måde at benytte ordet tolerance på.

Tolerancen har fået en ond tvilling. Pludselig er der kommet et 0 foran. Fra et snævert og også tvivlsomt udgangspunkt i kriminalitetsbekæmpelse er det i dag oftest uproblematisk og stort set uimodsagt inden for en bred vifte af områder at benytte begrebet ”nul-tolerance”.

Nul-tolerance er blevet et positivt udtryk for at kunne stå fast. Ved at hævde sin egen manglende tolerance viser man, at man ikke finder sig i hvad som helst. Store dele af den offentlige opinion har bevæget sig fra så meget tolerance som muligt – til nul.

Læs hele denne tekst »

Supervision – fordi jeg fortjener det!

Scene 1 – manglende supervision:
En pædagog i en børnehave støder på et svært dilemma i arbejdet med et bestemt barn på sin stue. Hun har brug for at vende det med nogen. Hun kan vælge enten at snakke med en god ven eller prøve at fange en kollega i nogle minutter i en kaffepause. Hun ønsker en mere faglig snak og under mere formaliserede rammer, så hun vælger en tredje mulighed: Hun laver en aftale med sin leder og mødes og drøfter dilemmaet med hende. Hun føler sig hjulpet – delvis. På den ene side omhandler dilemmaet nemlig en uenighed med den pædagogik, som lederen står for, og for det andet er hun bekymret for, at lederen skal synes, hun er mindre kompetent til sit job, når hun afslører sine tvivl over for hende.

Scene 2 – misforstået supervision:
En læge på en psykiatrisk afdeling oplever tvivl om vejen frem i et behandlingsforløb med en patient. Hun ønsker at få nogle nye ideer eller vinkler i sit arbejde med denne patient og tager problemstillingen op i den 1½ times supervisionstid, der er afsat til kollegial supervision hver anden uge. Reelt mødes de dog kun cirka en gang om måneden, da andre opgaver kommer i vejen og prioriteres over supervisionen. Supervisionstiden består typisk i, at man fremlægger en sag, og de andre og især overlægen derefter kommer med gode råd eller anvisninger til, hvad man skal gøre nu. Lægen føler ofte bagefter en ikke helt tydelig blanding af mindreværd og frustration, for hun oplever sig ikke klogere på sagen, men sidder tværtimod med en fornemmelse af, at de andre er bedre til dette job, end hun er.

Læs hele denne tekst »

Evig kærlighed og den eneste ene

Tror du på den eneste ene?

Forleden blev jeg interviewet til en gratisavis i forbindelse med Valentinsdag om danskernes forhold til “den eneste ene”. Det fik mig til at overveje sagen nærmere: Hvordan kan det være, at godt fyrre procent i en undersøgelse angiver, at de tror på den eneste ene, på trods af de fleste menneskers personlige kendskab til kærlighed, som ikke holder: brudte parforhold, skilsmisser osv.

En gratisavis er en gratisavis. Den lægger ikke ligefrem op til lange og komplicerede refleksioner, så mange af de tanker, jeg talte om i min inspirerede sindstilstand, kom naturligvis ikke med i avisen. Så her vil jeg benytte muligheden for at bruge lidt flere ord. I korte træk drejer det sig om en opdeling i tre tilgange til kærlighed og den eneste ene. Kærlighedens tre ansigter i nutidens vestlige verden.

Læs hele denne tekst »

Der er coaching – og så er der coaching

Coaching er populært! Flere og flere går til coaching! Og det fås i flere og flere udgaver: Livsstils-coaching, teenage-coaching, business coaching, sports-coaching, dating coaching, life coaching, pedicure coaching.

Hvordan kan man vide, hvad man skal vælge – og hvorfor overhovedet vælge det frem for terapi, rådgivning eller lignende?

Læs hele denne tekst »