-
Paradokser kan bekæmpes med paradokser
30. juli 2010 Ingen kommentarerSometimes
The fastest way to get there is to go slow
And sometimes
If you wanna hold on you got to let goTil tider er vi som mennesker fanget af paradokser, som skaber problemer for os, men som vi vanskeligt kan overskue vejen ud af. Se fx eksempler på paradokser i parforhold i et tidligere blog-indlæg.
Og til tider kan de løses ved fornuftens indtog, ved at fokusere på andre mere ønskelige livsveje eller lignende strategier.
Men til andre tider er de ikke umiddelbart opløselige – fordi de giver for meget mening for os trods deres paradoksale natur og de problemer, de skaber for os En tilgang i disse tilfælde er den klassisk systemiske – nemlig at søge at bekæmpe paradokser med paradokser!
-
Social konstruktion – hvorfor?
26. juli 2010 Ingen kommentarerHvad nu, hvis alting ikke er, som vi tror?
Hvad nu, hvis det hele ikke er, som vi tror, vi ved, det er?
Hvad nu, hvis individet er en historisk konstruktion?
Hvad nu, hvis det gode, det skønne og det sande er kulturelt betinget?
Hvad nu, hvis terapi i stedet for behandling kunne være samhandling?
Hvis diagnose blev til dialog?
Hvis det, vi tager for givet, blot udtrykker et enkelt af mange perspektiver på virkeligheden?
Hvad nu, hvis modstridende virkeligheder ikke var et problem, men udtrykte en fantastisk vision om menneskelig sameksistens?
Hvad nu hvis …
-
Kommunikation på internettet
15. juli 2010 Ingen kommentarer- Det må være tydeligt for enhver, at jeg har ret!
- Nej, det er klart for alle, at jeg har ret, og du er en skumbanan!
- At du overhovedet kan tænke sådan, viser bare, hvor stor en båtnakke du er!
- Din måde at kommunikere på understreger bare, at du er en skumbanan!
- Typisk for en båtnakke at argumentere så dumt!
Internettet indeholder massevis af tilbud om kommunikation. På fora, kommentar-bokse og på blogs af alle slags florerer kommunikationen på det lystigste – og på det groveste! Det har længe fascineret og udmattet mig at følge kommunikation af ovenstående art.
Det kan være basalt gribende for læseren, men ofte også destruktivt for ethvert ønske om at nå frem til noget som helst konstruktivt eller nyt. Kommunikationen sidder pludselig fast og fortsætter af samme spor – uden anden udvikling, end at grøfterne graves dybere. Som vidne til det sidder jeg ofte med en fobløffelse over, hvor uciviliseret og uden netikette folk kan gå til hinanden i disse nye medier.
Hvad er det, der sker?
-
Anerkendelse er ikke ros!
6. juli 2010 1 kommentarEt barn sidder og tegner. Den voksne ser det og siger: “Den er flot. Hvor er du dygtig til at tegne!”
Et barn sidder og tegner. Den voksne ser det og siger: “Hvor ser det sjovt ud! Hvad tegner du?”
Så enkelt kan en forskel på ros og anerkendelse anskueliggøres. Firkantet sagt kan ros godt være anerkendende, men det kan også være det modsatte. Først og fremmest er ros en bedømmelse. En positiv bedømmelse, javist, men stadigvæk en bedømmelse.
Men hvad nu, hvis den voksne faktisk ikke syntes, at tegningen var flot? Og hvad nu, hvis barnet egentlig ikke tegnede med flothed eller dygtighed som fokus – men fordi det kan lide at tegne?
-
Supervision i gruppe – tryghed og det endnu ukendte
22. juni 2010 Ingen kommentarerSupervision – et rum for refleksion.
Supervision – et rum for metaperspektivet.
Supervision i gruppe – et rum for lidt flere refleksioner og lidt flere perspektiver.Hvad kan grupper? Hvad kan supervisionsgrupper anderledes end individuel supervision?
Jo, de kan give muligheden for ikke blot at have en supervisand-supervisor-relation, men en supervisand-supervisor-supervisand-relation. Lidt mindre kryptisk kan det betyde ikke kun samtale med en autoritet, men også med jævnbyrdige (som jeg har defineret det i artiklen Reflekterende gruppeterapi).
Den enkelte kan fortsat søge nye perspektiver på og refleksioner over dilemmaer og problemstillinger, men nu med ekstra stemmer til stede i supervisions-rummet. En gruppe er mere end summen af de enkelte deltagere, og de ekstra stemmer fører til tider dialogen uventede steder hen.
-
Giv de marginaliserede en stemme!
13. juni 2010 Ingen kommentarerMennesker med et misbrug, af alkohol eller af stoffer, hører typisk ikke til de mest synlige i aviser, fjernsyn eller andre medier. På den måde ligner de på en prik de fleste andre marginaliserede grupper.
Når de endelig er i fokus, er det andre, der udtaler sig om dem. Det er os, de professionelle, de privilegerede, som udtaler os om dem, eller mere overordnet om misbrug og samfundets ansvar og den slags.
At det næsten aldrig er de marginaliserede selv, der taler – er efter min opfattelse et demokratisk problem! Store grupper i samfundet kommer ikke til orde.
Hvordan bliver de marginaliseredes stemmer understøttet? Og hvordan bliver de hørt?
-
Systemisk – hvorfor?
4. juni 2010 Ingen kommentarerHvordan ser en systemisk verden ud?
…
Forestil dig en verden, hvor relationen, ikke individet, er den mindste menneskelige enhed
En verden, hvor enhver gør sit bedste ud fra sine præmisser
Hvor paradokser er en selvfølgelighed,
ikke-kommunikation en umulighed
og mellemmenneskelig ansvarlighed derfor en nødvendighed
En verden, hvor mine handlinger rent faktisk påvirker andre mennesker
…
Forestil dig en verden, hvor økologi ikke blot er et ord i tiden,
men udtrykker vores alles naturlige forbundethed med hinanden
En verden, som af denne grund forandrer sig
med vores tilstedeværelse i den
…
Så begynder et billede at tegne sig
-
Børns vilkår – var alting bedre i de gode gamle dage?
26. maj 2010 Ingen kommentarerModerne dages ungdom er fyldt med pjank og fjas
Det burde være moderne nu at være gammeldags
- Åge StenfoftAlt var meget bedre i gamle dage – også barndommen.
En typisk anke i dag er den omvendte af citatet ovenfor – at børn har for lidt tant og fjas. Tværtimod presses børn unødigt af øgede krav om at træffe vigtige beslutninger om livet meget tidligt. Hvad skal du være, kom hurtigere igennem og ud på arbejdsmarkedet. Fokusér, dygtiggør, effektivisér!
De presses desuden af kravene om at være på. Det er for det første i risikozonen for stress at være nødt til at sende 1000 sms’er om dagen, mens man kommunikerer på Messenger, Facebook, diverse fora og mere. For det andet går man glip af alt det, der er at lære om livet og sig selv ved ikke at være i ro og alene med sig selv og sine tanker uden at behøve at meddele dem til nogen imens.
-
Dilemmaer ved social konstruktion – Sandheden og Folkets stemme
17. maj 2010 Ingen kommentarerFører socialkonstruktionisme til populisme og meningsmålings-demokrati?
Socialkonstruktionismen indeholder en række dilemmaer eller paradokser, og dette er et af dem.
Verden kan ikke opleves direkte. Når vi ikke kan erkende virkeligheden direkte, kan vi heller ikke udtale os autoritativt om den store sandhed med stort S. Socialkonstruktionismens projekt eller det postmoderne projekt kan siges at være at vise, at Sandheden er til forhandling, at de store fortællinger er døde, at virkeligheden er konstrueret. Socialkonstruktionismen er en skeptisk position, også over for den store videnskabelige fortællings enerådende autoritet.
Da Nietzsche erklærede Gud for død, talte han oplysningstidens sprog. Fokus var på videnskab frem for religion, på viden frem for tro.
Men hvor flytter autoriteten sig hen, når den ikke længere tilhører det rationelle ræsonnement? Jeg ved det ikke, men tænker, at den på en måde flyttes til en slags enkeltindividets følelser og holdninger. Alle holdninger bør respekteres – og følges. Selv de irrationelle – for rationaliteten er jo ikke længere troværdig.
-
Fokus på klienten, ikke terapeuten
10. maj 2010 Ingen kommentarerVores buschauffør ka’ godt køre bus
Der’ rigtig mange der’ rigtig tilfreds
Med hans niveau imellem bremse og gas
Jo, han kan godt styre bussen
Men ved han egentligt hvem der sidder i den?
Og hvor de egentligt gerne vil køres hen?
Hvad ved han helt præcist om kvinder og mænd?- Nephew: Danmark Man Dark
Klienten i centrum for terapien. Klientens mål som styrende for den terapeutiske samtale. Klientens tilfredshed som et mål for succesrig terapi. Indlysende sandheder? Tja, det burde de være…
Seneste kommentarer